Gennem bureauarbejde finder Flexfabrikken plads til alle dem, der ikke passer ned i de gængse kasser på arbejdsmarkedet.
Det er et ganske normalt kontormiljø hos vikar- og rekrutteringsbureauet Flexfabrikken i Viborg. Her sidder medarbejderne ved hvert sit hæve-sænkebord og løser dagens opgaver. Den eneste forskel er, at de er flexansatte – det er alle, på nær tre.
Det er blandt andet direktør Henriette Friis Højer, der sørger for at udbrede kendskabet til virksomheden, der har afdelinger i flere byer, og fortælle interesserede om, hvordan flexansættelser kan bidrager til virksomheder.
”Jeg har altid GROW og den sociale bæredygtighedsberegner med i mine oplæg, for GROW tilbyder et enestående værktøj til at synliggøre værdien af en social indsats i en virksomhed. Husk at alle har brug for at være noget for nogen, men nu kan man også sætte tal på, siger hun.”
Lavede min egen kasse
Én af de ansatte, der har sin faste gang på kontoret er Anita Holm, der i dag er IT-ansvarlig. For syv år siden, da hun startede, var hun i tvivl om hun overhovedet kunne klare at arbejde i tre timer om ugen – nu siger timetallet 12 om ugen. Arbejdet giver en tro på sig selv og en identitet, hvor jeg føler, at jeg er en del af noget større, fortæller hun.
Anita Holm blev som 19-årig diagnosticeret som autist. Det var både en aha-oplevelse, fordi så mange ting pludselig gav mening, og et negativt stempel på samme tid. Hun forsøgte næsten i 10 år at færdiggøre en uddannelse, men tog i sidste ende valget om at være autodidakt, fordi hun ikke kunne passe ned i en af de kasser, som samfundet fremstiller.
Hos Flexfabrikken fik jeg værktøjet til at lave min egen kasse, som jeg passer perfekt ned i. Jeg har rykket mig utrolig meget på syv år. Da jeg startede, skulle jeg sidde for mig selv uden at tale med nogen. Nu tager jeg imod, når der kommer nogen på kontoret og har onlinemøder og telefonsamtaler med kunder, siger Anita Holm.


Åbenhed og kommunikation
Frihed under ansvar har været overskriften på at gå fra tre timer til IT-ansvarlig. Med egne ord blev arbejdspladsen nøglen til, at hun udviklede sig som menneske. Her var en virksomhed, hvor der var plads til at være sig selv og føle sig tryg.
Det er ikke altid lige let at finde en arbejdsplads, der har overskud til en som mig. Her er der rummeligt – også hos de virksomheder, som vi hjælper som vikarbureau, fortæller Anita Holm. Det kan nemlig godt være en udfordring at yde IT-support, når arbejdsugen er 12 timer og ikke 37, som så mange andre. Men hun fortæller, at virksomhederne heldigvis er gode til at stille spørgsmål, så eventuelle problemer bliver taget i forkøbet.
Kommunikation og åbenhed er det vigtigste, når der er flexjobbere involveret, siger Anita Holm. Flexfabrikken har hjulpet en lang række virksomheder med at matche arbejdsstyrken med en eller flere flexansatte, som mange gange kan løse opgaver, der alligevel ikke kan udfylde en fuldtidsstilling.
Den sociale bæredygtighedsberegner
Ved at samarbejde med Flexfabrikken kan virksomheder derfor skabe værdi på flere parametre, mener Henriette Friis Højer: samfund, virksomheden og selvfølgelig de mennesker, der får et arbejde.
”Det er vigtigt at holde fokus på den værdi, som socialt ansvar i en virksomhed skaber både for samfundet og for den enkelte. Den sociale bæredygtighedsberegner er et super værktøj til at opgøre den samfundsværdi, fortæller hun.”
