En gruppe af lærlinge, der snakker.

Flere sociale kandidater ender som fastansatte

Inside Systems investerer i mennesker og måler bæredygtighed på bundlinjen

I et industrikvarter i udkanten af Aalborg arbejder Inside Systems med at hjælpe danske virksomheder og offentlige institutioner med en cirkulær tilgang til deres IT-udstyr. Direktør Niclas Rasmussen viser rundt i virksomhedens lokaler, hvor der næsten altid er aktivitet, for kunderne befinder sig i store dele af verden.


Over halvdelen af medarbejderne i virksomheden er startet som elever og siden blevet fastansat. Inside Systems har lige nu også ansat tre sociale kandidater – deres eget ord for praktikanter med særlige udfordringer. Flere tidligere kandidater er blevet fastansatte, og kan nu også fungere som mentorer for nye sociale kandidater samtidig med de passer deres arbejdsopgaver.


Vores kandidater skaber reel værdi. De starter måske med at være mere lidt mere ressourcekrævende, men ender med at være bidrage positivt. Det er en udvikling, der smitter af på virksomheden og medarbejderkulturen gennem øget fællesskab og engagement. De tilføjer et mere menneskeligt element i en verden, der ofte er præget af travlhed, excel-ark og KPI’er,” siger Niclas Rasmussen.


Inside Systems hjælper virksomheder med levetidsforlængelse af eksisterende IT, opgraderinger med professionelt genbrugt IT og i sidste ende ansvarlig bortskaffelse af udfaset udstyr. Og medarbejderne hænger ved – og mange har været en del af virksomheden i mange år. Den værdi, der ligger i at hjælpe andre mennesker med at lykkes – både fagligt og personligt – giver en ekstra dimension til arbejdspladsen og tilføjer mening til arbejdslivet.

Morgenmøder og mentorskab styrker fællesskabet

Et af de tiltag, der i dag er blevet en fast del af kulturen hos Inside Systems, er de daglige morgenmøder. Her tjekker kollegaerne ind hos hinanden, og der er plads til at sige højt, hvis man har en udfordrende dag. “Vi kan alle have en dårlig dag af den ene eller anden grund, og vi oplever en stor åbenhed og forståelse i hverdagen. Det er helt legitimt at sige det højt, og så hjælper vi hinanden med opgaverne,” siger direktør Niclas Rasmussen.


Kandidaterne får også tilknyttet en mentor, som støtter både fagligt og personligt – alt fra praktiske arbejdsopgaver til hverdagens små udfordringer. Målet er at skabe tryghed og trivsel fra start, så alle får mulighed for at udvikle sig. “Det kræver nogle gange lidt ekstra tid og tålmodighed, men det er det hele værd, når vi ser kandidaterne vokse – både i deres opgaver og som mennesker. Vi har en filosofi om, at if it ain’t broken, don’t fix it – det gælder ikke kun i forretningen, men også i vores tilgang til mennesker. Der er sjældent noget, der skal laves om – ofte handler det bare om at finde den rette ramme,” fortæller direktøren.

GROW ambassadør Inside System, hvor GROW snakker ved et morgenmøde

Patrick blev starten på noget større

Inside Systems ansatte deres første sociale kandidat i 2020. Virksomheden ønskede at give noget tilbage til lokalområdet – og samtidig var der behov for flere hænder. Det blev startskuddet til en ny måde at tænke rekruttering på. “Vi manglede arbejdskraft og valgte at kigge nye veje. Det kræver selvfølgelig noget af virksomheden, fordi man skal lære at navigere i nye behov og vilkår. Men vi mente, at Inside Systems havde de rette rammer – og hvis kandidaterne kom med nysgerrighed og interesse, kunne vi sammen skabe noget meningsfuldt. Det handler grundlæggende om at møde mennesker med tillid og tro på, at de kan lykkes,” siger Niclas Rasmussen.


Patrick blev ansat som ASPIT-praktikant og efterfølgende som elev i IT-support, fordi Inside Systems kunne se, hvordan han voksede med opgaverne. I dag er han fastansat og et synligt bevis for andre kandidater, at de kan meget mere, end de tror. De bliver nemlig ofte pakket ind i vat og får at vide, at de ikke kan noget, som Patrick forklarer det.


Hos Inside Systems er der plads til at vokse i eget tempo, og den tillid medarbejderne møder, bliver betalt tilbage mange gange – både i form af ansvarsfølelse, loyalitet og engagement.
Ansvarlighed i DNA’et.

Det kræver ikke meget at gøre en forskel, hvis du spørger Niclas Rasmussen. Små opgaver og få arbejdstimer kan gøre en verden til forskel for den enkelte person. Derfor var det også en ekstra bonus for forretningsmanden i ham, at der nu er kommet tal på de mange gode historier, der findes i virksomheden.

Den sociale bæredygtighedsberegner

Inside Systems bruger Den sociale bæredygtighedsberegner som et værktøj til at synliggøre, hvad arbejdet betyder – ud over de glade medarbejdere og det stærke fællesskab.

Når vi taler med kunder, er den sociale ansvarlighed blevet en vigtig del af vores samlede pakke. Vi kan mærke, at det fylder mere – især når vi samarbejder med offentlige instanser. Datasikkerhed er stadig det mest afgørende, og materiel bæredygtighed er i fortsat vækst. Men vi tror på, at det sociale aspekt kun vil få større betydning fremover,” siger Niclas Rasmussen.