En gruppe af lærlinge, der snakker.

Beregneren sætter tal på følelser hos Carls.nu ​

Sociale ansættelser er blevet en del af identiteten hos Webshoppen Carls.nu, der bliver motiveret af at se, hvor meget deres gode mavefornemmelse betyder for samfundet.

Sociale ansættelser har i mange år været en naturlig del af e-handelsvirksomheden Carls.nu, der driver tre forskellige webshops på samme adresse i Viborg. Sara Lagoni er medejer og viser storsmilende rundt på kontor, lager og i logistikafdelingen.


Cirka halvdelen af virksomhedens 15 medarbejdere er det, man kan kalde CSR-ansættelser. Den type ansættelser er sund fornuft, mener medejeren – og det går aldrig af mode, så sådan har de altid gjort. Vi tænker ikke over det i hverdagen, så vi vidste egentlig ikke, hvad vi bidrog med. Men det er rart at kunne se, værdien er mere end bare at tage og føle på, siger Sara Lagoni.

Den sociale bæredygtighedsberegner

Den sociale bæredygtighedsberegner kom første gang i spil for virksomheden, da de ville lave en bæredygtighedsrapport. Beregningerne betyder, at Carls.nu har deres sociale indsats dokumenteret sort på hvidt. Beregneren sætter tal på de følelser, som Sara Lagoni gik med. For det har altid føltes godt og rigtigt at ansætte fleksjobbere eller praktikanter, men det var svært at måle på, om det føltes bedre år for år. Det er super fedt at kunne dokumentere arbejdet, og samtidig kunne sætte nogle mål for det. Nu er det en del af vores identitet, og vi forpligter os mere, når vi har skrevet det ned som mål, fortæller hun.

Sara Lagoni, som er medejer af Carls.nu.

Åbenhed og empati er nøgleord

Hos Carls.nu har det aldrig været farligt at ansætte mænd og kvinder med en diagnose. ADD, autisme og ADHD er de med egne ord faktisk rigtig gode til. Medarbejderne er dog klar over, at det kræver nogle andre menneskelige egenskaber engang imellem – både fra ledere og kollegaer.


Anita Raaby Bach er indkøber og kollega til de mange CSR-ansættelser, og netop kollega-delen kommer ofte i første række. Empati er utrolig vigtigt. Det kræver noget ekstra af mig som menneske for at se mine kollegaer og forstå deres baggrund, men det knytter os også som team, fortæller hun. På arbejdspladsen i det nordlige industrikvarteret i Viborg er de ansatte meget åbne omkring, hvordan det går, og siger til og fra, hvis dagen er god, dårlig eller træls.

Her er der plads til forskellighed og at hjælpe hinanden, når det lige er svært. Nogle gange kræver det en stor krammer eller en hånd på skulderen. Andre gange er det kærlig hjælp og andet omsorg, der skal til, fordi følelserne godt kan sidde helt uden på tøjet hos nogle kollegaer, siger Anita Raaby Bach.

Anita Raaby Bach er indkøber og kollega til de mange CSR-ansættelser.

Selvforstærkende ansættelser

Carls.nu har et ry i kommunen for at være lidt ud over det sædvanlige, når det gælder ansættelser af folk fra kanten af arbejdsmarkedet. Ryet er så godt, at det nærmest er naturligt, at der kommer nogle fra kommunen, for at høre, om der kunne være plads til endnu en praktikant på holdet.

Hvis vi ikke har mulighed for at ansætte en ny, bruger vi vores netværk, og prøver at finde andre virksomheder, hvor der måske er plads. Vi har eksempelvis sendt personer videre til et par af naboerne her i industrikvarteret, fortæller Sara Lagoni.


Diagnose eller ej er alle medarbejdere regulære ansættelser i Carls.nu, og virksomheden vil gerne vise sig som klassens duks, så andre kan blive inspireret. Nogle vil selvfølgelig sige, at det er lidt billigere med en CSR-ansættelse, men de ansatte er på ingen måde en spareøvelser, fortæller Sara Lagoni, for de kræver en helt anden tilgang og noget andet end andre medarbejdere.

Heldigvis er det gode arbejde blevet selvforstærkende, så nu viser de ansatte, der tidligere har været praktikanter, den gode vej, når der er plads til nye praktikanter. Det skal føles godt i maven at ansætte, så vi har overskud til at hjælpe dem med at få fodfæste. Jeg bliver motiveret af at kunne hjælpe de her personer og se, at vi reelt gør en forskel for dem og for samfundet, siger Sara Lagoni.