Herning Folkeblad satte d. 6. nov. 2025 fokus på vores sociale arbejde gennem en artikel om GROW og Den Sociale Bæredygtighedsberegner. Artiklen fremhæver, hvordan Give Steel og GROW arbejder for at få flere mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet i job – og vi deler her hovedpointerne.
For fire år siden tog Give Steel A/S’ administrerende direktør og medejer Torben Larsen endnu et skridt i arbejdet med at hjælpe mennesker fra kanten af arbejdsmarkedet. Det gjorde han ved at etablere organisationen GROW, hvis formål er at inspirere og motivere virksomheder til at ansætte mennesker uden job eller uddannelse – og dermed give flere chancen for en ny start.
I mere end 20 år har Give Steel åbnet dørene for mennesker med sociale udfordringer gennem jobs og lærepladser. Men ønsket om at gøre endnu mere blev startskuddet til GROW, fortæller projektchef Benny Christensen:
”Man kan kun ansætte et begrænset antal mennesker ét sted. Hvis man vil løfte endnu flere, må man engagere andre virksomheder – og det er præcis det, GROW gør.”
Den Sociale Bæredygtighedsberegner dokumenterer effekten
Som en del af GROWs arbejde har organisationen udviklet Den Sociale Bæredygtighedsberegner – et gratis værktøj til virksomheder, der ønsker at dokumentere deres sociale aftryk. Beregneren viser bl.a., hvilken samfundsøkonomisk værdi det skaber, når en virksomhed ansætter en borger, der ellers ville have modtaget offentlig støtte.
Den giver dermed konkret dokumentation for det, der ofte omtales som den sociale bundlinje – et område, der med ESG-rapportering får stadig større betydning.
Projektleder Niels Rahbek uddyber:
”Flere – især unge – forventer i dag, at virksomheder tager socialt ansvar og kan dokumentere det. Med beregneren får virksomheder et solidt værktøj, der viser den reelle værdi af deres indsats.”


Foto: Henrik Ole Jensen. Fra venstre: Benny Christensen og Niels Rahbek i GROW
Stærkere troværdighed og flere muligheder
GROW oplever, at historier om succesfulde forløb virker stærkere, når de kommer fra virksomheder, der selv har erfaringerne – og ikke fra myndighederne. Det giver større troværdighed og gør det lettere for andre virksomheder at se værdien i at ansætte mennesker fra kanten. Derfor har vi også diverse GROW-ambassadører og samarbejdspartnere, som netop er med til at udbrede kendskabet af værktøjet og brugen af den.
Beregneren bruges også af kommuner som argumentationsværktøj i dialogen med virksomheder.
Give Steel har selv anvendt beregneren til at opgøre virksomhedens sociale bundlinje for 2024. Resultatet viser en samfundsøkonomisk værdi på 20.204.690 kr.

